Himmerlands Udviklingsråd

19-01-10 11:50

Opstart af iværksætterkursus

Tirsdag den 16. februar 2010 inviterer Himmerlands Udviklingsråd til iværksætterkursus som afvikles over 7 aftener på Kultur- og Messecenter Aars.

Kurset henvender sig primært til folk som har etableret egen virksomhed eller har planer om samme. På kurset vil eksperter og erhvervsfolk undervise i bl.a. økonomi, markedsføring, salgsteknik og jura - ligesom der vil blive orienteret om regler og faldgrupper i forbindelse med virksomhedsdrift. Der vil ligeledes blive orienteret om rådgivnings- og tilskudsmuligheder.

Deltagerne får rig lejlighed til at stille spørgsmål til underviserne, ligesom der må påregnes mindre opgaveløsninger og gruppearbejder. Kurset omfatter også et virksomhedsbesøg, hvor en lokal virksomhed fortæller deres iværksætterhistorie.

Vi har tilstræbt en alsidighed i vores program, der giver iværksætterne et godt udgangspunkt for udvikling af deres virksomheder siger Udviklingskonsulent Claus Andreasen fra Himmerlands Udviklingsråd. På tværs af brancheskel er det ofte de samme problemstillinger virksomhederne støder på i forbindelse med forretningsudvikling. Derfor er det også afgørende for kvaliteten af kurset at indlægsholderne er erhvervsfolk, der har fingeren på pulsen og kender udfordringerne.

Kontakt erhvervskontoret for yderligere information og tilmelding. 

 


Tilbage


Himmerlands Udviklingsråd - Messevej 1A - 9600 Aars - tlf.: 98 62 20 66 - e-mail: post@himur.dk

Siden blev udskrevet fra: http://www.himur.dk/erhvervsnyt/nyhed/ivaerksaetterkursus-1/ Udskrevet kl. 13:43 - onsdag d. 08. september 2010